FolkWorld Issue 39 07/2009; Article by Morten Alfred Høirup


Deutsch


English

PHØNIX
20 år på den folkemusikscene

I starten af 90’erne mødte jeg det helt unge danske band, “Fritterne”, på den store finske Kaustinen Folk Festival. Fritterne var ganske vist ikke på det officielle program, men de havde besluttet sig til at tage den lange rejse op til Kaustinen, for at opleve noget nyt, og for at gøre opmærksom på sig selv og på den danske folkemusik.

Derfor stod de nu en solskins eftermiddag i juli måned og spillede traditional dansk spillemandsmusik i en lille propfyldt cafe på festivalsområdet, På det tidspunkt havde man mange steder i udlandet – ikke mindst i Norden – et indtryk af at dansk folkemusik var noget med folkedansergrupper og ældre danske spillemænd som, på amatørplan og iført folkedragter, stod i et hjørne af scenen og spillede dansk spillemandsmusik efter noder.

Phønix

PHØNIX @ FolkWorld: FW#8, #16, #24, #31, #35

Icon Sound Halmværket, Majvisen, Ulv, Ræv og Hare

Icon Movie @ www.youtube.com

www.phonixfolk.dk
Derfor – og så naturligvis på grund af deres smittende spilleglæde - vakte Phønix forståeligt nok begejstring blandt et publikum, som ikke før havde set unge spille dansk folkemusik.

I 2010 fylder Fritterne – som nu er meget bedre kendt under navnet Phønix – 20 år, og den arbejdsdiciplin og entusiasme som for mange år siden bragte dem til Finland, har præget orkestret lige siden. Phønix har gennemgået en lang og ret markant udvikling siden den solskinsdag i cafeen i Kaustinen. De har haft en periode hvor de har spillet traditional dansk musik, senere koncentrerde de sig om deres egen nykomponerede musik, de har løbende spillet massevis af skolekoncerter, og de har ikke mindst haft en væsentlig rolle via deres arbejde med ikke mindst de gamle danske ballader.

Danske sange og ballader for børn og voksne

I 2001 bliver den unge danske sangerinde, Karen Mose, medlem af bandet, og hovedvægten bliver for alvor lagt på de danske sange og ballader. Det bliver også det år hvor Phønix begynder at spille skolekoncerter og andre koncerter for børn. Karen Mose: “Phønix begyndte at spille koncerter for danske børn i 2001 og har siden arbejdet en del med børnekoncerter i udlandet også. Vi har bl.a. spillet turnéer for Svenske Rikskonserter og Jeunesses Musicales i Belgien og Østrig samt også så langt væk som Toronto, Canada. Børnekoncerterne har vist sig at være et virkelig godt kort at have på hånden for os, fordi det giver mulighed for at få mest muligt udaf turnéerne. Vi kan spille for børn om dagen på skoler osv og almindelige koncerter om aftenen. Og det er meget interessant for os at opleve at vores musik kan skabe en umiddelbar forbindelse og kommunikation med børn som ikke forstår et ord af hvad vi synger.”

Allerede året efter, i 2002, udgiver Phønix deres fjerde album, Pigen & Drengen, deres første med sangerinde, og albumet nomineres efterfølgende til en Danish Music Award Folk i hele 5 kategorier. Karen Mose modtager i den forbindelse en Danish Music Award som “Årets Danske Folk Vokalist”, Phønix drager siden på turné i bl.a. Canada og USA, og kort efter, vel hjemvendt til det Europæiske, koncentrerer de sig om lige dele skolekoncerter og koncerter for voksne i Danmark og Europa, om nye udgivelser, og ikke mindst om at udbrede den danske folkemusik som den nu lyder når en af Danmarks hårdest arbejdende, mest entusiastiske og stærkest musikalske konstellationer står på scenen. Her i 2009 er det stadig balladerne og sangene som står i centrum, understøttet i gennemarbejdede arrangementer af harmonica, klarinet/basklarinet og percussion.

Karen Mose: “Balladerne finder vi ved at lede i gamle nodebøger og lytte til optagelser og så har jeg et stort repertoire fra mine forældre (Lang Linken, red.), som også spiller og synger folkemusik. De danske ballader er ofte meget lange – omkring 70 vers, så vi redigerer en del og forkorter, så vi stadig har den gode historie men i en lidt mere kompakt udgave. Phønix, Wackelstein 2008 Ballademelodierne er ofte ret simple i deres opbygning, så de giver os rig mulighed for at forme dem, som vi har lyst. Vi komponerer nye stykker som vi arrangerer ind i sangen og gør på den måde disse traditionelle sange til vores helt egne.”

PHØNIX og koncerterne i udlandet

I løbet af de seneste 8-10 år, har Phønix gjort sig bemærket ikke bare i Danmark, men også i udlandet. Bandet har udover USA og Canada, turneret en del i Europa, og har i de sidste par år gjort en massiv indsats for at stifte bekendtskab med ikke mindst det tyske publikum, et publikum som for en dels vedkommende tilsyneladende er særligt interesseret i hvad der sker på den danske og den nordiske folkemusikscene. Tyskland har desuden den fordel, set fra de danske folkemusikbands synspunkt, at det ligger relativt tæt på Danmark, at den tyske økonomi ligner den danske, og at landet har et særdeles velorganiseret system af spillesteder og festivaler. Desuden har den tyske folkemusikscene formået at organisere sig selv på en måde som gør det muligt at holde sig informeret om hvad der foregår rundt omkring i landet. Man har f.eks. folkemusikbladet Folker, internetmagazinet Folkworld.eu, og diverse radioprogrammer, for ikke at nævne festivalen Rudolstadt Folk & Tanz og folkBALTICA i Flensborg.

Spørger man Phønixs sangerinde, Karen Mose, så fortæller hun at bandet, i lighed med andre danske folkbands, har gode erfaringer med at spille i udlandet: “Når vi spiller i udlandet mærker vi stor interesse både for vores specielle instrumentering men også musikkens historie. En del af Phønix’ repertoire er meget gammelt og har en masse historie forbundet med sig. På mange måder får vores musik lov til at være eksotisk og spændende i udlandet, og det er virkelig fedt at være med til at åbne folks ører for noget, de aldrig har hørt før. Vi elsker at spille i Tyskland, især pga publikummet. Der er en åbenhed overfor vores musik som vi er meget glade for. Vi har også fornemmelsen af, at folk er meget vant til at gå til koncerter i Tyskland. Vi oplever i hvert fald at der kommer mange mennesker til vores koncerter – også på de steder vi ikke har været før.”

PHØNIX og fremtiden

Der er gået mange år siden jeg mødte den danske kvintet, som nu i mange år har heddet Phønix, på Finlands store Kaustinen Folk Festival. Phønix har udviklet sig til et af Danmarks bedste bud på nutidig dansk folkemusik, og de har været med til at sætte den store danske samling af skæmteviser, sange og middelalderballader på dagsordnen.

De er alle blevet ældre og har haft mange succeer, og sikkert også mange nederlag, men spilleglæden ser ud til at være den samme, og bandet har nok at lave og i følge Karen Mose også masser af planer for fremtiden: “Vi har nogle spændende projekter foran os. Vi samarbejde om et crossover-projek med ”Ensemble Midtvest”, som er et klassisk kammerorkester. I 2010 har Phønix 20 års jubilæum og vi planlægger en omfattende turné og en jubilæums-cd, og derudover skal vi turnere i bl.a. Danmark, Tyskland, Polen og resten af Europa allerede i sommer, så der bliver fart på de næste år.”

Du kan få meget mere at vide om Phønix både her på hjemmesiden og på bandets egen hjemmeside. Forresten har medlemmerne i Phønix rent faktisk en meget stor del af æren for, at der i mere end 10 år har eksisteret en decideret folkemusikuddannselse på The Carl Nielsen Academy of Music i Odense – men det er en hel anden historie som vi må tage ved en anden lejlighed.

Photo Credits: (1)-(2) PHØNIX (from website).


Back to FolkWorld Content
To the German FolkWorld

© The Mollis - Editors of FolkWorld; Published 07/2009

All material published in FolkWorld is © The Author via FolkWorld. Storage for private use is allowed and welcome. Reviews and extracts of up to 200 words may be freely quoted and reproduced, if source and author are acknowledged. For any other reproduction please ask the Editors for permission. Although any external links from FolkWorld are chosen with greatest care, FolkWorld and its editors do not take any responsibility for the content of the linked external websites.


FolkWorld - Home of European Music
FolkWorld Home
Layout & Idea of FolkWorld © The Mollis - Editors of FolkWorld